Vi har længe passeret den tid hvor én type te passede til alle dagens te-øjeblikke. Her kan du læse mere om hvilke type teer, der gør sig bedst til de forskellige tidspunkter på dagen.
Om morgenen kan en god kop sort te være det mest velvalgte at starte dagen på, da sort te indeholder koffein. En sort kop te indeholder cirka halvt så meget koffein som en kop kaffe afhængigt af trækketid mv. Te giver muligvis en anden og mere stabil opfriskende effekt end kaffe ved samme dosis koffein. Det kan bl.a. skyldes, at te, ud over koffein, også indeholder andre biologisk aktive stoffer såsom flavonoider. Ligeledes er te buskens alder, placering og dyrkning også parametre, der er med til at afgøre mængden af koffein i teen. Sort te er base for mange tevarianter – herunder kan bl.a. nævnes frugtte, krydderte og de klassiske rene, sorte teer.
Grøn te egner sig fremragende til formiddagen, da det på denne tid, stadig kan være tiltrængt med et tilskud af koffein. Grøn te indeholder, ligesom sort te, koffein, og er rig på antioxidanter. Koffeinindholdet kan have en opkvikkende virkning på kroppen, og sammen med antioxidanter giver det en sund start på dagen. Grøn te kombineres ofte med citrusfrugter eller andre frugter og bær.
Frugtte egner sig særlig godt til om eftermiddagen. Smagen er frisk, frugtig og som regel med en sød note, som er kærkommen om eftermiddagen, når trangen til lidt sødt sætter ind. Frugtte er baseret på hele stykker tørret frugt, og basen er oftest hyben, hibiscus, æble eller bær, hvortil der tilsættes andre typer af frugt, bær eller urter som smagsgivere mv. Frugte kan også forstås som en te med smag af og/eller stykker af frugt med en base af enten sort, grøn, hvid eller rød te mv.
Til den tidlige aften skal selvforkælelsen i højsædet, og her kan det være rart med en smagfuld og lækker krydderte baseret på en mild sort te som fx Chai Te. Krydder-teerne er smagssat med kraftige krydderiblandinger og aromatiske smage.
Inden sengetid kan en delikat urtete være at foretrække. Urteteer består af urter, blomster, rødder eller bark mv., og kan med fordel give en dejlig følelse af velvære, nydelse og ro. Varianter, som indeholder eksempelvis kamille, lavendel eller baldrian, kan med fordel indtages inden sengetid eller i stressede situationer.
Kilde: Fredsted The