Klima

Klimaforandringerne påvirker verdens teproduktion, en drik, der er dybt forankret i tradition og afhængig af specifikke klimaforhold. De ændringer, vi ser – fra temperaturstigninger og uregelmæssige nedbørsmønstre til øget forekomst af skadedyr – har en konsekvens for fremtidens afkast og kvalitet.

Teplantagerne, som primært er beliggende i tropiske og subtropiske regioner, er særligt sårbare når klimaet forandrer sig. Præcis som med kaffe oplever de traditionelle dyrkningsområder et pres, fordi forandringerne i nogle tilfælde kan gøre dem uegnede til fortsat produktion. Udfordringerne påvirker ikke kun bønderne og deres lokalsamfund, men også den globale industri og de mange mennesker i verden som elsker te.

Brancheforeningen for Kaffe og Te tager forandringerne meget alvorligt og arbejder på virksomhedsniveau med en mere ansvarlig produktion gennem hele værdikæden. Der arbejdes med innovative løsninger og klimavenlige initiativer i produktionslandene, som skal hjælpe med til at bremse de negative effekter af klimaforandringer og sikre en bæredygtig fremtid for teproduktionen. Det inkluderer bl.a. investeringer i teknologier som præcisionslandbrug og avancerede vejrforudsigelsesværktøjer, der hjælper te bønderne med bedre at forudsige og tilpasse sig de ændrede klimaforhold. Desuden forskes der i udviklingen af klimaresistente te sorter, der er mere tolerante over for ekstreme vejrforhold som tørke og oversvømmelser.

Teindustriens svar på klimaforandringer er ikke kun et spørgsmål om at beskytte en elsket og traditionsrig drik. Det er også afgørende at bevare livsgrundlaget for millioner af tebønder i de teproducerende lande. Ved at yde støtte og opfordre produktionslandene til at tage ansvar og fremme de klimavenlige dyrkningsmetoder bidrager vi alle til en mere ansvarlig og miljøvenlig tilgang til den måde, vi drikker te på.

Er du lærer?

Terådet tilbyder et spændende tværfagligt undervisningsforløb om te. Materialet er udviklet til elever i 7.-9.klasse, og inddrager elementer fra geografi, biologi, samfundsfag og historie. Eleverne vil i materialet stifte bekendtskab med bl.a. teens historie, handel og råvarer, dyrkning og høst samt forbrug og tekultur.