Sort og grøn te stammer fra bladene af den samme plante – Camellia sinensis. Forskellen mellem de to typer te skyldes forskelle i bearbejdningen.
Sort te dannes, når nyhøstede teblade bliver knust og udsat for luftens ilt. Ved denne enzymatiske proces brunfarves bladene, ligesom aromaen også ændrer sig. Der bliver hverken anvendt gær, bakterier eller svampe i processen. Det er blot en naturlig reaktion mellem bladenes cellesaft og ilten i luften. Ved den efterfølgende tørring stoppes iltningsprocessen, og tebladene har nu den velkendte sorte farve og gode smag.
Ved fremstilling af grøn te bliver tebladene som regel opvarmet med damp. Det standser enzymerne, så farve og smag ligner den friske te så meget som muligt. De fleste eksperimentelle studier, der både har omfattet sort og grøn te, har vist, at de to typer te har identiske effekter (Weisburger 1999).
Sort te er den væsentligste tekilde til flavonoider i de epidemiologiske undersøgelser af te og sundhed. Sort te indeholder generelt flere flavonoider end grøn te pr. deciliter. Det viser kemiske analyser af indholdet af flavonoider i forskellige typer te. Undersøgelser har også vist, at sort te har den samme antioxidantaktivitet som grøn te (Rice-Evans 2000).
Dyreforsøg har vist, at sort te virker lige så kræftforebyggende som grøn te – og muligvis er sort te mere effektiv end grøn te til at forebygge hudkræft forårsaget af UV-lys (Landau 1998). Hvis man vil nyde godt af de mulige sundhedsfremmende egenskaber ved te, har det altså ingen betydning, om man vælger sort eller grøn te. Det vigtigste er, at man vælger en type te, man synes smager godt.