Hvid te

Hvid te er ingen ny opfindelse, men adskiller sig fra både grøn, sort og oolong te. Det er en sjælden og kostbar te, der kun produceres i små mængder i Kina, hovedsagelig i Jianyang området i den nordlige Fujian provins.

 

I Østen har man i mange år nydt og værdsat den hvide te, der plukkes i det tidligste forår, inden knopperne brister, og bladene springer ud. De små, spæde bladknopper og nye sprøde blade visnes, dampes let og tørres, så det naturlige fugtindhold i teen fordamper. Den grønne farve på knopper og blade ændres til lys brun, og de små hvide dun på bladknopperne gør, at den hvide te næsten ligner sølvnåle og derfor ofte kaldes for Silver Tips.

 

Hvid te er en meget mild og venlig te, der har en dejlig forfriskende aroma, som er en smule blomsteragtig med en smag blød som fløjl. Den kan med fordel drikkes i forbindelse med eller umiddelbart efter et måltid og siges at være god ved maven. Den indeholder næsten ingen tanniner, og ligegyldig hvor lang tid den trækker, har den næsten ingen bitterhed i smagen. I Kina anvendes hvid te til at nedsætte kropstemperaturen, til at modvirke væskeophobning og til stimulering af tarmsystemet.

 

 

Er du lærer?

Terådet tilbyder et spændende tværfagligt undervisningsforløb om te. Materialet er udviklet til elever i 7.-9.klasse, og inddrager elementer fra geografi, biologi, samfundsfag og historie. Eleverne vil i materialet stifte bekendtskab med bl.a. teens historie, handel og råvarer, dyrkning og høst samt forbrug og tekultur.