En kold decemberdag i 1773 lægger tre skibe fra Storbritannien til kaj i Boston havn. Ombord befinder sig en stor ladning te, der skal losses og sælges på auktion i Amerika. Sådan kommer det ikke til at gå, for på kajen venter kampklare amerikanere klar til at forhindre besætningen i at losse teen. Grunden er den forhadte skat på te, som amerikanerne ikke vil betale. Det skyldes, at de amerikanske kolonier ikke er repræsenteret i det britiske parlament og dermed ingen indflydelse har på trods af, at de også betaler skat til den britiske konge. De utilfredse borgere holder ivrigt øje med ethvert forsøg på at smugle teen i land.
Kaptajnen på et af skibene, Dartmouth, vil helst sejle teen tilbage til England, men det vil den engelske guvernør slet ikke høre tale om. Han insisterer i stedet på, at teen skal losses i Boston. Hvis Bostons befolkning ikke vil gå frivilligt med til det, så må det ske med hjælp fra det engelske militær.
Nu begynder flere dages lange og ophidsede møder. Folk strømmer til fra nær og fjern for at diskutere begivenhedernes gang. For hvad skal der ske med alt den te? På et af de mange møder lyder pludseligt en høj stemme: ”Kan der laves te på saltvand?”.
Det er en købmand fra Boston, der taler, og spørgsmålet viser sig at være et aftalt kampråb. I samme øjeblik angriber en flok vrede Boston-borgere, udklædt som Mohawk-indianere, de engelske handelsskibe. Besætningen på skibene ser målløs til, mens de vilde hvide ”indianere” under hujen og vilde krigshyl kaster 342 kasser med te i Boston Havn. Jo, te kan godt laves på saltvand. Snart led teen den samme tunge skæbne i andre amerikanske kolonier. Så snart skibe lastet med te anløb de amerikanske havne, blev teen smidt overbord. Ikke overraskende blev Storbritanniens Kong Georg Den Anden rasende. Kongens ultimatum var klart: Enten skulle amerikanerne bøje sig for overmagten eller også betød det krig.
The Boston Tea Party var ikke længere blot en sag for Bostons borgere, men for alle amerikanske kolonister. Under ledelse af Georg Washington valgte amerikanerne at trodse de engelske krav. Det handlede ikke længere kun om retten til selv at bestemme skatten på te. Det var blevet et principspørgsmål, og oprøret fik nu et helt andet og meget større formål: Løsrivelse fra Storbritannien og dannelse af en egen nation – Det Forenede Amerika.
THE BOSTON TEA PARTY
Under revolutionshelten Samuel Adams’ ledelse gik store grupper af amerikanere efter mørkets frembrud 16. december 1773 ombord på briternes te-skibe og smed teen i Bostons havn.
Hændelsen optrappede konflikten, som kulminerede med den amerikanske uafhængighedserklæring og den derpå følgende amerikanske revolution, som i 1783 endte med politisk uafhængighed fra det britiske imperium.
Betegnelsen Tea Party er i løbet af de seneste par år blevet genoplivet i amerikansk politik. Begivenheden gav nemlig navn til den såkaldte Tea Party-bevægelse i USA, der med protestaktionen som symbolsk forbillede i de senere år har opnået relativt stor indflydelse på amerikansk politik.
Episoden i Bostons havn kan nærmest sammenlignes med vore dages politiske happenings. De britiske myndigheders svar var at lukke havnen og indskrænke Massachusetts’ selvstyre. Den opsparede vrede, som aktionen var udtryk for, lod sig imidlertid ikke dæmpe, og allerede i april 1775 kom det til væbnede sammenstød mellem amerikanske og britiske tropper ved Lexington og Concord nær Boston.
Kilde: Den Store Danske og Videnskab.dk.
I 1776 vælger 13 engelske kolonier i Amerika at erklære deres uafhængighed af Storbritannien. Dermed er den amerikanske uafhængighedskrig en realitet. The Boston Tea Party er indledningen til krigen, som amerikanerne vinder i 1783. Måske ligger der her en forklaring på, hvorfor amerikanerne aldrig siden tog teen til sig.