Tekster

Five o’clock tea

Five o’clock tea blev især populært i årtierne op mod 1900-tallet blandt den danske overklasses fruer, der gjorde visitter hjemme hos hinanden for at sludre og slubre te. Det foregik efter engelsk forbillede. Kvinderne kopierede de engelske madammers teselskaber – den såkaldte five-o-clock-tea, som var en modedille direkte importeret fra England. Den skik ville de danske damer så sandelig også have indført herhjemme.

Det var en bekostelig affære, der kunne foregå udendørs på en varm og dejlig sommerdag, hvor kvinderne indtog teen på græsplænen omgivet af pragtfulde blomster og til lyden af fuglekvidder.

På en våd og kold vinterdag blev teen til gengæld indtaget i eventyrlige vinterstuer, oplyst af levende lys. Det var kun velstillede og dannede kvinder, der blev inviteret til teselskaber. De kendte nemlig den særlige etikette, der for enhver pris skulle overholdes. En etikette, der krævede en yderst sømmelig og korrekt opførsel.

HVEM VAR EMMA GAD

Emma Gad (21. januar 1852-8. januar 1921) var en københavnsk forfatter og dramatiker, som for eftertiden er mest kendt som forfatter til etikettebogen “Takt og Tone – Om Omgang med Mennesker” fra 1918. Bogen indeholder en alfabetisk betegnelse for korrekt gøren og laden i næsten enhver tænkelig situation. Hverdagslivet kunne slås op fra A til Z i opbyggelige artikler om alt fra aftenselskab, blomstergaver og håndtryk til trappemøder, uvenskaber og økonomi. De fleste råd i bogen handler om gensidigt hensyn, men ofte giver Emma Gad også meget konkrete regler, som f.eks. at det er damen og ikke herren, der skal byde til håndtryk, eller at børn aldrig må afbryde voksne, men kun svare venligt, når de bliver talt til.

Kilde: FaktaLink.

FIVE O’ CLOCK TEA OG VISITKULTUR

Den hjemlige udskænkning af te beskæftiger Emma Gad sig også med. Den daglige te til morgenmad og resten af familiens måltider giver ikke anledning til særlige etiketteregler, men hvis man inviterede gæster hjem til te, er hun klar med gode råd:

”Eftermiddagsthe: I alle Storbyer spiller den saakaldte Five-o-clock en kolossal Rolle begrundet på denne selskabelige Forms Nemhed og ydre Skønhed. Hvad enten det er en sommerlig Havesammenkomst med lysklædte Damer paa Grønsværet mellem Blomster, eller det er oplyste Vinterstuer, hvor de Besøgende passiarer gruppevis ved en Kop The i Skæret af de kulørte Lampeskærme, er Skuet altid smut og Storstadsmæssigt, og koster meget lidt ud over det, der altid er for Haanden i hele Husets Arrangement” (Gad, 1918, p. 121).

Kilde: Forbes.

Emma Gad hentyder her naturligvis især til London. En af dronning Victorias hofdamer, Anna, den 7. hertuginde af Bedford, havde problemer med at udholde den lange eftermiddag uden noget at spise. Allerede den gang spiste englænderne et meget stort morgenmåltid og en noget mere indskrænket frokost. Eftersom aftensmaden ofte først serveredes ved 20-tiden, begyndte hertugindens mave at knurre – eller som overleveringen fortæller, at hun fik en sugende fornemmelse i maven. Løsningen på det hertugelige sultproblem blev, at hun i sit boudoir (jf. private værelse) fik serveret en kande te med lidt spiseligt til. Denne behagelige stund begyndte hun i 1841 at invitere gæster til, og efter kort tid begyndte hele det fashionable London at drikke five o’clock-tea med små sandwich, lækre kager og scones.

Ovenstående afsnit (Five o’ clock tea og visitkultur) er et uddrag (s.295-296) af bogen ”Den Danske Tehistorie” (2015) venligst udlånt af Annette Hoff.