De færreste er klar over det, men teen har rent faktisk haft en enorm indflydelse på udviklingen inden for skibsfart. Fra 1600-tallet og frem blev teen transporteret fra Østen til Europa og Amerika på store tungtlastede handelsskibe, der sejlede den lange vej rundt om Kap Det Gode Håb ved Afrikas spids. Afhængig af vejrforhold kunne en rejse nemt tage fra 15 måneder og helt op til to år om at nå frem til bestemmelsesstedet. Denne type skibe var meget langsomme, og man måtte gøre mange stop undervejs for at få hentet friske forsyninger ombord til besætningen. Samtidig blev teen nemt muggen i havluften, hvis man ikke passede på. Flertallet af de kraftige skibe var ejet af Det Østindiske Kompagni, men selskabet mistede sit monopol på handlen med te i midten af 1800-tallet. Det gjorde, at der opstod en fornyet og intens konkurrence mellem de enkelte landes te-importører. Alle ville være først til at få bragt den nyeste høst af te hjem til de tetørstende europæere.
TE-CLIPPERNE DYSTER OM DE GYLDNE BLADE
Amerikanerne kom bedst fra start. De havde allerede udviklet et nyt, let og hurtigtgående skib kaldet en clipper. Te-clipperne var slanke, smidige skibe med kæmpe sejl, hvilket betød, at de var langt nemmere at manøvrere. Vigtigst af alt kunne de nye skibe, modsat de gamle handelsskibe, skyde en utrolig høj fart. Nu kunne rejsen hjem fra Østen gøres på blot tre måneder alt afhængig af destinationen. Englænderne kopierede straks amerikanerne og begyndte også at bygge te-clippere. Det blev begyndelsen til en sand kapsejlads om, hvem der var hurtigst til at nå først hjem med teen fra Østen. Konkurrencen var en årlig tilbagevendende begivenhed, hvilket ikke mindst skyldtes, at englænderne hurtigt blev ret kræsne. De ville ikke længere nøjes med gammel og til tider muggen te, når de kunne få frisk te leveret til kajen med de nye smarte te-clippere.
Kapsejladsen var så stor en begivenhed, at man hvert år kunne se tusindvis af englændere – rig som fattig, høj som lav – stimle sammen på Londons kaj for at se de smukke teclippere komme sejlende op ad Themsen. Det var en kæmpe folkefest uden lige. Der blev hujet, heppet og væddet for store pengebeløb.
Det brændende spørgsmål var, hvilken clipper der ville vinde det hæsblæsende løb. Kaptajnerne på te-clipperne blev lokket med store pengepræmier for en sejr. Det fortælles samtidig, at de var så hårde gutter, at de ikke gik af vejen for at skære hånden af sig selv og kaste den ind på landjorden, hvis det kunne sikre sejren. Konkurrencen var så spændende, at den i dag bedst tåler sammenligning med intensiteten forud for en VM-finale i fodbold.
SUEZ-KANALEN DRÆBTE TE-CLIPPERNE
Kapløbene forsatte med at være en succes, indtil Suez-kanalen åbnede i 1869. Nu blev rejsetiden væsentligt forkortet, fordi den lange sørejse rundt om Afrikas spydspids ikke længere var nødvendig. Det banede vejen for de dampdrevne skibe. I begyndelsen var disse skibe ganske vist lidt langsommere end de hurtigste clippere. Til gengæld kunne de laste betydeligt mere, og der skulle langt færre mand til at sejle dem. Samtidig var de mindre følsomme over for vejr og vind. Kombineret med den forkortede rejsetid blev fordelene ved clipperne mindre og mindre. Især efterhånden som dampskibene blev hurtigere og derfor overtog transporten af te. Det betød, at kapsejladsen med de prægtige te-clippere sygnede hen.
HANDEL MED TE – FORTID OG NUTID
English East India Company (det engelske Ostindiske Kompagni) importerede sin første ladning Kinate fra den kinesiske havn Amoy (som nu kaldes Xiamen) i 1669, og kompagniet dominerede den globale handel med te indtil et stykke ind i det 19. århundrede. Verdenshandelen med te og auktionerne koncentreredes i London, og briterne lagde told på al teimport fra kolonierne. Det var modstanden mod den slags skatter, som i 1773 førte til Teselskabet i Boston og i sidste ende til den amerikanske uafhængighedskrig.
I den periode var handel med Kina ikke altid let, og briterne var ivrige efter at finde alternative kilder til det, der var blevet en nationaldrik. Til sidst vendte de sig mod Indien, hvor teen viste sig at vokse godt i de nordøstlige dele af landet. Den første britisk dyrkede Assam sort te solgtes i London i slutningen af 1830erne. Darjeelings teplantager ved foden af Himalaya blev plantet i 1850erne, og fra da af mindskedes den britiske afhængighed af kinesisk te. Briterne førte tedyrkning til Sri Lanka i 1860erne og senere til Østafrika. På samme måde oprettede hollænderne teplantager i Indonesien.
MODERNE HANDEL MED TE
Storbritannien dominerede verdenshandelen med te indtil det 20. århundrede, men denne indflydelse gik ned i takt med, at flere teproducerende lande begyndte at holde deres egne teauktioner. I dag er produktionen af te en enorm global industri, og meget af den er beregnet på blandinger og tebreve, der er hurtige og nemme at bruge. Til trods herfor er interessen for traditionelt fremstillet og økologisk te blomstret op. Fairtrade initiativer hjælper også nogle mindre, mere traditionelle tedyrkere og producenter med at etablere sig på markedet.
På verdensmarkedet presses priserne ofte så langt ned, at producenterne ikke kan få dækket deres produktionsomkostninger. Resultatet bliver mange steder sociale konflikter, fattigdom, udpint landbrugsjord og en generel belastning af naturressourcerne. Udover te vil bønderne ellers være tvunget til at erhverve sig med almindeligt landbrug eller fiskeri. Får bønderne i stedet den pris, som varerne er værd, kan de for overskuddet begynde at tænke fremad. En aktiv og uafhængig udvikling kan gå i gang.
Ovenstående kursiverede afsnit er et uddrag (s.17) af bogen ”Smag for te” (2007) af Brian Glover.