Fairtrade

Tekster

Fairtrade

Fairtrade drejer sig kort og godt om fair, eller retfærdig handel. Filosofien bag fairtrade er at sikre bønder og plantagearbejdere en fair pris for deres varer.

 

En fair pris er vurderet ud fra, at producenterne får penge nok til mad, drikke og bolig samt lidt ekstra, som de kan bruge til at investere i fremtiden. Pengene skal gå direkte fra importøren til bønderne for at udelukke mellemhandlere. Priserne er justeret alt efter råvare, type og land, og alt efter om verdensmarkedsprisen er nået op over mindsteprisen. Sker dette, får bønderne verdensmarkedsprisen samt en fair trade-bonus.

 

Uanset mærkningsordning er tanken med fair handel at yde økonomisk støtte til verdens fattige bønder. Særligt når det handler om te og kaffe, støtter de ekstra penge verdens fattigste landarbejdere i de enkelte familiebrug og plantager.

 

Foto: Fairtrade Denmark

 

Uanset om det er en opkvikkende kop morgente eller en afslappende kop te efter en lang dag, ved du, at hvis din te er fairtrade, gavner den også den bonde eller arbejder, der har dyrket den.

 

FAIRTRADE I DANMARK

Fairtrade er et begreb, som mange danskere kender betydningen af og har en holdning til. På det danske marked introduceres stadig flere fairtrade-certificerede produkter. Supermarkederne tilbyder et stort udvalg af fairtrade-varer, som danskerne i stigende grad vælger til: Bananer, honning, juice, kaffe, kakao, chokolade, mango, ris, rørsukker, te, vin og vindruer – varer som med fairtrade-mærket fortæller danskerne, at bønderne der har produceret varen, har modtaget en fair pris.

 

I Danmark er salget af fairtrade-produkter steget voldsomt. Vækstraterne for varer ”med moralsk mening” er imponerende, og hvert år køber vi fairtrade for mange millioner kroner.

 

 

Der er tale om en vækst på 10,7 % på danskernes forbrug i år 2019 . Beløbet som hver dansker bruger på fairtrade-produkter om året ligger i 2019 gennemsnitligt på 197 kr. Det placerer Danmark som et af de lande i verden, der bruger flest penge på fairtrade-produkter.

 

Kilde: Fairtrade Danmark.

 

FAIRTRADE OG RAINFOREST ALLIANCE

De to største mærker er Fairtrade og Rainforest Alliance, som arbejder for bedre forhold for miljø og arbejdere, men har forskellige fokusområder, de især lægger vægt på. De har samtidig også forskellige måder at stille krav på for at opnå deres mål.

 

Hos Fairtrade er målet gennem handel at forbedre arbejds- og levevilkårene for bønder og arbejdere i Afrika og Asien samt Syd- og Mellemamerika. Fairtrade hverken køber eller sælger varer, men står for at mærke produkter, der lever op til Fairtrade-standarderne. Fairtrade informerer desuden forbrugere om mærkningsordningen og arbejder for, at varerne er tilgængelige for så mange forbrugere som muligt.

 

Når produkter bærer Fairtrade-mærket, betyder det, at bønderne får en bedre betaling. Hvis eksempelvis verdensmarkedsprisen dykker, tjener bønderne stadig en minimumspris, som dækker, hvad det koster at dyrke råvaren på bæredygtig vis. Hvis verdensmarkedsprisen går op over mindsteprisen, følger Fairtrade-prisen med op. Derudover tjener de en Fairtrade-bonus, som bønderne i fællesskab bestemmer over. Nogle vælger at bygge en skole eller en sundhedsklinik. Andre investerer i forbedring af dyrkningsmetoder. Kooperativerne skal leve op til Fairtrades krav om en bæredygtig produktion, miljøhensyn og respekt for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder.

 

I 2019 bliver to af to verdens førende bæredygtighedscertificeringsorganisationer Rainforest Alliance- og UTZ-mærkerne slået sammen. Den nye fusion bliver kaldt Rainforest Alliance, og organisationen takler miljømæssige- og sociale spørgsmål i verden, herunder klimaforandringer, skovrydning, fattigdom og ikke-bæredygtigt landbrug. Rainforest Alliance vil forenkle certificeringsprocessen og fortsætte med at forbedre vilkårene for landmænd og skovsamfund.