Hjertekarsygdomme

Thelle (1995) konkluderer på baggrund af en gennemgang af observerende undersøgelser, at te er forbundet med lavere risiko for hjertekarsygdomme. Også nyere, observerende undersøgelser underbygger denne konklusion. Sesso m.fl. (1999) viste, at personer, der drak mindst 1 kop te om dagen, havde 44% lavere risiko for blodpropper i hjertet sammenlignet med personer, der ikke drak te.

Et hollandsk studie (Geleijnse m.fl. 1999) fulgte en gruppe på 3.454 mænd og kvinder på 55 år og derover i 2-3 år. Deltagernes kostvaner blev undersøgt ved starten. Efter 2-3 år målte man graden af forkalkning i blodkarrene. Sammenhængene mellem tedrikning og åreforkalkning blev justeret for alder, køn, vægt (Body Mass Index), rygning, uddannelsesniveau, alkohol, kaffe, kosttilskud, fedtindtag og totalt energiindtag.

Den samlede analyse viste en betydelig beskyttende effekt af tedrikning på udviklingen af åreforkalkning. Personer, der drak 125-250 ml te pr. dag, havde 46% lavere risiko for alvorlig åreforkalkning sammenlignet med gruppen som gennemsnit. De, der havde det største forbrug af te (over 500 ml eller 4 kopper pr. dag), havde den laveste risiko for alvorlig åreforkalkning: 69% lavere risiko end gruppen som gennemsnit. Undersøgelsen viste også, at sammenhængene var stærkere hos kvinder end hos mænd.

Forfatterne konkluderer, at te muligvis beskytter mod blodpropper i hjertet.

Blodpropper
Blodets indhold af forskellige fedtstoffer (f.eks. kolesterol) er ikke den eneste biologiske faktor, der har betydning for risikoen for blodpropper. Dette fedtstofskifte er især af betydning for selve tilkalkningen af blodkarrene. Den akutte opståen af en blodprop afhænger i højere grad af et andet system i blodet: Balancen mellem blodets størkningssystemer på den ene side og de blodpropopløsende systemer på den anden side.

Det er en fordel med forholdsvis høj aktivitet i de blodpropopløsende systemer og lav aktivitet i størkningssystemerne, hvis man vil forebygge blodpropper (Marckmann 1995). Dyreforsøg har vist, at flavonoider har gunstige virkninger på denne balance. Vinson & Dabbagh (1998) fandt, at sort te bevirkede et fald i fibrinogen på 42% og grøn te et fald på 38% hos hamstre.

Fibrinogen er råmateriale for størkningssystemet, og mindre fibrinogen tyder på mindre størkning – og dermed mindre tendens til at danne blodpropper.
Dyreforsøg viste, at blodpladeaktiviteten falder ved indtagelse af te – og både grøn og sort te har denne virkning (Folts 1996). Det er også et tegn på mindre tendens til størkning og blodpropdannelse.

Et randomiseret interventionsforsøg med mennesker var imidlertid ikke i stand til at finde en effekt af 6 kopper te pr. dag på disse systemer (Vorster m.fl. 1996). Heller ikke forsøg med øget flavonoidindtag som kosttilskud har været i stand til at finde en betydelig effekt hos mennesker (Rice-Evans 2000, Janssen m.fl. 1998, Conquer m.fl. 1998).

Effekt af flavonoider
Der er lavet en række observerende undersøgelser af sammenhængene mellem flavonoider og hjertekarsundhed. Te har et højt indhold af flavonoider og bidrager generelt med en høj del af mange befolkningsgruppers samlede indtag af disse stoffer.

Keli m.fl. (1996) fulgte 552 50-69 årige mænd i 15 år og fandt, at jo flere flavonoider mændene havde indtaget, des lavere var deres risiko for at blive ramt af en blodprop. Mændene med det højeste flavonoidindtag havde 73% lavere risiko for blodpropper end mændene med det laveste indtag. Sort te bidrog med 70% af flavonoidindtaget. Forfatterne konkluderer, at daglig kost med højt indhold af flavonoider, specielt fra sort te, kan beskytte mod blodpropper.
Yochum m.fl. (1999) fulgte over 34.000 kvinder i 10 år og fandt, at det samlede indtag af flavonoider var forbundet med risikoen for hjertekarsygdomme. Personer med højeste indtag af flavonoider havde 38% lavere risiko for hjertekarsygdomme end dem, der indtog færrest flavonoider. Sort te var kilde til 36% af det samlede flavonoidindtag i undersøgelsen.

Der er også publiceret undersøgelser, der ikke har fundet en positiv sammenhæng mellem flavonoid- eller teforbrug og nedsat risiko for hjertekarsygdomme. Rimm m.fl. (1996) fandt ikke en beskyttende effekt af flavonoider over for hjertekarsygdomme. Over 34.000 amerikanske mænd blev fulgt i 6 år. Mænd med højeste flavonoidindtag havde 8 % større risiko for hjertekarsygdomme end mænd med laveste indtag. Woodwayd & Tunstall-Pedoe (1999) var heller ikke i stand til at vise en beskyttende effekt af te over for risikofaktorer for hjertekarsygdomme i en stor skotsk undersøgelse.

Der kan være flere forklaringer på, at sammenhængene mellem te/flavonoider og hjertekarsundhed ikke er konsistente i de forskellige observerende undersøgelser. En af forklaringerne er, at resultatet afhænger af den befolkningsgruppe, man undersøger, og de kulturelle aspekter, der er forbundet med te. Hertig m.fl. (1997) fandt ingen sammenhænge mellem te og hjertekarsygdomme i en undersøgelse af 2.512 midaldrende, walisiske mænd. Tværtimod viste undersøgelsen, at mænd med det højeste teforbrug (mere end 8 kopper pr. dag) havde 2,4 gange større risiko for at dø sammenlignet med mændene med det laveste teforbrug (mindre end 2 kopper pr. dag).

Forfatterne diskuterer, at den undersøgte befolkning i høj grad tilsætter mælk i teen, hvilket kan forstyrre sammenhængene – blandt andet ved at mælk kan hæmme optagelsen af flavonoiderne i te, eller fordi mælk giver mættet fedt, der øger risikoen for hjertekarsygdomme. Andre forsøg har vist, at mælk ikke hæmmer optageligheden af flavonoider i te (van het Hof m.fl. 1998), så den mest sandsynlige forklaring er, at te i undersøgelsen af Hertig m.fl. (1997) var forbundet med øget indtag af mælkefedt. Hvis te i nogle befolkningsgrupper er forbundet med mælkefedt, bliver det vanskeligt at måle den isolerede sammenhæng mellem te som sådan og sygdomsrisici.